Problemet er, at det ikke længere giver mening at tale ubekymretheden frem. At den flygtige berøring og hendes næses bølge, ikke længere hænger og vifter fra træet, men nu, træt og fugtigt, ligger og rådner og bliver et måltid for orme.

Det kan ikke længere lade sig gøre at lade sproget hvirvle i let valsetakt og simple forelskelser. Når jeg lukker mine øjne er det ikke længere dig, jeg ser. Jeg ser stablede kroppe, tilfældige kroppe efterladt til orme og fluers festlige, til mørket i jorden, til duften blir stank osv.

At påstå andet virker klamt på mig. Klamheden knytter sig ikke til selve naiviteten (den er den eneste drøm), men når drabet, de


tilfældige kropsprængninger

bevægelser i sand

en sten der ikke længere er en sten
en dråbe vand der ikke længere er en dråbe vand
en


mellem ingen og intet

støv og lidt vand


Vi er intet og


ingen holder sig tilbage

Flyene summer

det er blodet,
    der bruser.
det er havet,
    der bruser.
det er ørknen,
    der bruser.
det er marken,
    der bruser.
det er skoven,
    der bruser.
det er byen,
    der bruser
det er himlen,
    der bruser.
det er intet,    
    der bruser.
det er blodet, det er blodet,
    der bruser.

det er koldt i aften, jeg,
jeg
kan
høre
en
summen
et sted i min krop. jeg,
jeg
kan høre en summen
et sted i min krop, det
det er
ikke
mit hjerte
det er ikke
mine lunger,
ikke mine lunger
ikke mit hjerte
det er ikke
i knoglerne,
ikke i kødet
det er ikke
blodets bevægelse
en susen i kroppen
det er ikke spyttet
ikke en pludselig
bevægelse
jeg kan høre

et sted i min krop
er der en lyd
jeg ikke
kan slippe

det summer
et sted i min krop

jeg kan høre
den summen
i blinde.


I går, udstrakte ørken

ord af regn, af venten, af vind

"Jag är kommen för att möta
den som höjer upp sin lykta
för att se sig själv i mig" - Tranströmer; en mand fra Benin

intet er længere det samme, alting er stadig det samme

jeg er faktisk træt af mine fødder og mine negle
og mit hår og min skygge



og mellem os
sår
dine hænder
er fjernhed