At der i poesien er en total mangel på ambitioner, er ikke noget jeg vil gå videre med. Men sandt er det da, at alt for mange reproducerer verden som verden, sig selv som sig selv eller eksperimentet som eksperiment. Når vi skriver bliver vi nødt til at tage fat i det modbydelige: at det ikke er ligegyldigt, at vi ikke kan være os selv nok. Eller kan vi. Skvulp ikke med dit løb i dybden, læg den ind over, slip den: boldskifte, temposkift, dybdeløb: bla bla bla