Så går vi gennem døgnet og døgnet er strukturløst

i aften, i aften

er der udsigt til ingenting

kom og se, kom og se

det statsløse ansigt er muligt

ansvaret er pludselig muligt

at lægge fra sig, hører du

til her, ellers er det ud

af det blå, kom ud af det blå

du tog på druk med tilfældet

og hilser, du hilser

vi finder skygge under nye aversioner

her er en sang til egoismen, den kollektive

syng med, kære læser, stumme svin

vi forbander forandringer

også i dit navn

du har ikke noget at sige

det er der frihed til, bare rolig

vi nægter at tilpasse os

og så gør vi det, og så gør vi det

nemt for os selv, for os selv

DU ER EN HELT

FORTABT KYNIKER

I KYNISMEN

GÅR DET ÈN VEJ

UANSET ALT

Poesien er ikke en forpligtelse

Poesien forpligter

Krigen har strejfet mig længe

kan det være andet

end et blodigt digt

det foregår

mens vi taler

jeg tager gerne en smutvej til erkendelserne

krigen er vigtig, hvorfor

taler du om mangler

se hvor effektivt

digtet mimer, digtet mimer

dig, gøgler

sikke et show

på alle måder wow

du skulle have været der

eller du var der

vi flyder ud af hinanden, hysteriske

lukker barene

morgenen ude

og så star vi i vores tøj

og formulerer noget

fortsat, fortsæt, hvor

du kom fra, du kom fra

der hvor

du kom fra

en sygdom, din sygdom

er hvad den er hvad

den er

ikke noget

nyt under solen

se

under solen

står vi og står

nærmest

som et facit

står vi

og hilser

og griner

og

Det er et spørgsmål om tid

og jeg stiller det her.

Er der kor på din skepsis?

En dyb forlængelse af de sygeste præmisser.

så så vi os omkring omkring

midnat

dansede vi døgnet

over i sig selv i sig selv

ingen bedrift at at

folde en ny struktur ud bang!

så sprang det øjeblik

lige for øjnene af mig

flå øjnene af mig

jeg vil have dig

til at gå gå

for guldet for guldet

er det hele værd hver

en tilstandsrapport:

der er skyet

mange steder

i Jylland

vi har hovedpine

I kommer bare

forbi fordi

jeg har revet haven

havet sammen

i bunker af støj

at være væk

i det genkendelige

er muligt

det er muligt

at ryge sig ned

er skønt

lige nu

mærker jeg

ikke noget

fravær

kun os

der sker

jeg stod og så så

alvorlig ud som muligt

det var muligt

at bære tvivlen i et smil så så

sagde du så du så

dig aldrig tilbage

sagde du så så

du noget nåede du

at åbne øjnene

inden du lukkede dem igen

solen hænger og hænger ud ud

over alle kanter

men det synes du ikke ikke

det var en smuk dag da

du tændte en smøg på komfuret

og bød mig en

aften uden for kontekst

bød mig ind

i det inderste deromkring

brugte vi dagen som vi ville vi ville

ikke det store i det mindste

gik vi hånd i hånd

med den nye by

vi var flyttet til til

ingens overraskelse

selv hvem som helst

og så videre

ud i byen ind i byen

Kom herhen

hvor det er fedt at være

hvor er det

fedt at være!

Bag mine tavse      stråler
dns-nattens    

giv mig
ikke dit
kørselsfradrag
dine
lette investeringer
tilbage giv mig en planlov
til dit indre, et par paragraffer
fra læberne (tørke), en kommunestrategi,
giv mig kommunestrategier
i hjertet:

ren flade. ren flade:
krop

Du trækker
endnu

en kinesisk

linje rækker
endnu

længere du

her kørte vi også

i går

sagde hun

i går

Citat

"Min manglende evne til at tænke, iagtage, konstatere, huske, tale og tage del i andres liv bliver alvorligere for hver dag; jeg bliver til sten... Hvis jeg ikke redder mig ind i en beskæftigelse, er jeg fortabt."

øje

blik

stille

leg

bag et forhæng af stjerner hænger
stjernerne bag stjerner
og jeg
jeg
holder dine
dine
krystaller
bag et forhæng af lyde
af lyde
det er aften
og jeg er gået fra
lyskryds til lyskryds
til et ødelagt landskab
og natten og mørket
går i ét med min vejrtrækning
og et par glitrende sten
krystal
ler
under
ingen-sol
jeg trækker vejret
du holder på stilheden
jeg går og går
du falder i et med mit hjerte af hvidt
der er intet i vejen
og
der er lungerne
og
der er lungerne
og
der er lungerne
og

JEG VED IKKE HVAD DET HER ER - ET KAMPSKRIFT FOR TVIVLEN!

Lukker formiddagen ind, nej

lokker formiddagen, hej!

vil du med ud og gå, gå

på myter gennem verden

med en knust ideologi bag øjnene, bag øjnene

er vi forelskede, forelskede

går vi og går

der er intet nyt

under hvilken sol

intet nyt siden i går, noget i vejen?

siden I går, gå med mig

i det ødelagte landskab

i det ødelagte landskab som

om en metafor ville gøre en forskel

det er forskellen der isolerer sig selv, sælg

det mindste i det mindste

er det du tager for givet

allerede identisk

og så står vi der og ryster, nogen ryster

hidsigt en plasticpose

og to fugle

letter som om det hang sammen.

Jeg bliver mere ligeglad, på en glad måde, faktisk, som aftnen skrider frem.

Gæt et citat

"(..:)Hvis vi mennesker forsvandt, så ville den harmoni vi drømmer om i naturen, indfinde sig omgående. Så ville der ikke være det blik i overskud, som vi repræsenterer. Den bevidsthed som vi hele tiden bevidst eller ubevidst - undskyld ordspillet - sætter ind for at gøre os klart at vi er her. Men vi er her som ligegyldige væsener, vi burde ikke være her. Naturen spytter os ud. Den vil ikke vide af os. Den har ikke brug for os, fordi den selv er hensigtsløs. Og det er en tanke, som vi ikke kan lade omfatte os selv. Det er en tanke, som hører til et helt andet sted. Vi kan sige om ting, at de er hensigtsløse, men at vi selv er hensigtsløse, det fatter vi ikke. Vi synes vi er fornuftsvæsner, vi synes, vi er nødvendige i en eller anden forbindelse. Men i naturen oplever man netop det folk kalder: at blive sig selv. Men forsvinde gør vi jo netop ikke. Vi får vores tilstedeværelse understreget blot ved at være der. Hvis vi forsvandt, så ville naturen være ideel, sådan som vi ser den. Eller rettere sagt: sådan som den ville være, hvis vi ikke så den - hvis vi ikke var der."

Sidder i et mørkt køkken, oplyst

i tætte timer

ved ikke hvad jeg skal skrive

så det skriver jeg.

Husgavlen, jeg kan se fra mit køkken,skifter farve med vejret. Pga fugten pga varmen. Men igår hørte jeg historien om en hvalart der er ved at udryddes af måger. De hakker fedt fra hvalerne, har regnet ud, hvor ofte de trækker luft, syv gange, at det er et festmåltid. De har fortalt det til deres venner.

DUportræt

Ursula Andkjær Olsen, Morten Søndergaard, Peter Laugesen, Glenn Christian, Pia Juul.

De seneste fem digtere jeg har læst digte af:

Per Højholt, Peter Nielsen, Tor Ulven, Helena Eriksson, Paul Celan

Jeg har gjort klar til en øl eller to. Timerne bevæger sig roligt. Jeg har i den sidste tid været jaget af en trykken, og også idag har jeg mærket den. Min krop er træt. Mit hovede er træt. Jeg spiser byens bedste brød. Det dufter vidunderligt, smager vidunderligt, har den perfekte konsistens, sej men blød luftigt men tæt. Jeg elsker det brød. Det er ikke en alvorlig krise. Disse timer føles som en alvorlig krise.

Kommenterer på timerne, som de skrider, fremad, jeg åbner en flaske vin, og mandlerne, Mandorla, jeg vil høre musik, yndig indie, tingene flyder, jeg skrider, fremad, glider gennem lejligheden, mumler, det er sommer, det summer, på stadion, i mine læber, jeg bliver her, jeg forbliver uformuleret, du er velkommen, til at kigge forbi fordi.

Som om

Som om intet var sket.

Nordkorea scorer

Ved havet: dyb
kniv skummer

bag båden: lys
hånd
famler

under øjet:flyv
stof, flyv

Det er ingenting

Jeg ved ikke længere hvad

POP POP POP

At få gang i en seriøs diskussion omkring poesien, digtenes flik-flak, tornadoerne i sproget. Hvordan tale en retning til rette? Jeg mener, at søge en grænse og overskride den, afprøve genrebetegnelserne udvide et genrebegreb, er selvfølgelig  morsomt, men samtidigt også tandløst og ufarligt. Ligesom dét at indarbejde en metabevidsthed i teksten, at teksten er opmærksom på sin egen pathos - eller hvad ved jeg.

Brasilien sender endnu et bombardement mod Nordkorea. Boldtab. Boldtab. Boldtab.

mens hendes bil

har foldet fugle ud

af grammatikken

En ganske almindelig dør,
det
ved jeg

ikke

Det er sommer, fiktion

Sneen falder

fortsat ikke

gennem ruden

fra et lager

af stilhed

fordelt nøjagtigt

så tilfældigt

at det falder

ind i et digt

se!

Kom

ud af det blå, to sekunder

så er jeg tilbage.

Lad dette være

en note

til uenigheden.

Bisværmen

Nordkorea afslutter

Du skriver København ind

i sin klaustrofobiske kjole

jeg skænker dig en tanke

som man skænker en øl.

 flagre ud og flagre ind, gardinet
arbejder med sin egen tilstedeværelse
koldt, køligt mens nuancer af gråt
sætter an til en ny
statskapitalisme, monokulturen trækker
i potteplanten, i ikeareolen, i mine
fine bukser, og falder ud
frigøres fra dette klaustro-
fobiske værelse frigøres og fastgøres
til jordens egne kræfter, jeg-jeg
dvæler og trækkes mod rudens lys (du er her ikke)
mod nye horisonter, det lysner
i vinflaskens lette klir, klir, klir: vinden
tager på lyset og hvisker
hvidere, videre hvad?

Og så denne boomblasterblæste (blow-blow) sommersol
skin & skriggg sommmmereen ligner
mere sig selv end den ligner
intet andet end
et en to tre denne syngende stemme
LONG AWAY ISLAND er helst
helt mast imellem tre skingre toner og en trommeboks
usigelige sooommer du har glemt at tage
skyer på så jeg, åh jeg, skal sidde her
og nærmest boble over af dine befamlinger
tak tak og træk nu hellere op
og skjul dine snart sarte stjerner (nattens sæd?). Grufuldt
trækker lungerne vejret. Nogen står et sted
det ved
jeg
ikke

Alting virker bekendt. Genkendt

jeg har været her før, før

mig gennem erindringen

før jeg forsvinder

i hukommelsen, i hukommelsen

flyder erindringen

ind og ud af sig selv

og ind.

Men du er forsvundet ud i solen og sidder der nu med danskvand og digte. Sikke et liv.

Jeg er tilbage efter at have spist shish-kebab. Nogengange er det umuligt at samle sig. At kaste tråde ud i verden og blive ved med at kaste. Brasilien skal spille mod Nordkorea. Jeg tænker på den kamp. Jeg tænker på det økologiske brød jeg har købt. Duften er fortryllende. Værelset jeg sidder i koger pga solen: det omskiftelige vejr. Tidligere faldt minifodbolde af frost fra himlen og dannede et mønster så tæt. at jeg intet kunne se. Nu er alt faldet ned fra himlen og kun det uendelige univers er tilbage. Planeterne gemmer sig derude et sted. At dette åbenbart er kommunikation: digtet, poesien osv. osv. Lad det bare kommunikere. Mer lys

Tiden fedter rundt med sig selv. Jeg har fanget en trådløs forbindelse. Her larmer. At det er ligegyldigt. Jeg drikker mangojuice. En mand går bekymret gennem gaden. En pige er ved at falde ind i sin iPhone. En anden forsvinder i sin egen hat og ligner en tanke. Alting dufter og i loftet.

Jeg løber også derud, i aftensolen, er jeg om lidt, vi ses, og vi ses ikke, men senere.

Jeg går ud efter mad. Alt er åbent i puljen. Vi skriver på dagen til dagen går op.

Jeg brygger kaffe. Ikke i dramatisk nutidsfortid men i nær fremtid. Om lidt. Blir her stille.

DER VAR ENGANG DER VAR ENGANG DER VAR ENGANG DER VAR

DER VAR ENGANG DER VAR ENGANG DER VAR

Solen falder ind ad vinduet

kluntet,

skænker jeg et glas vand

og kradser hul i et sår

jeg ikke kan huske

jeg har fået

hovedpine, gradvist

falder temperaturen

hvad ellers?

Problemet er, at det ikke længere giver mening at tale ubekymretheden frem. At den flygtige berøring og hendes næses bølge, ikke længere hænger og vifter fra træet, men nu, træt og fugtigt, ligger og rådner og bliver et måltid for orme.

Det kan ikke længere lade sig gøre at lade sproget hvirvle i let valsetakt og simple forelskelser. Når jeg lukker mine øjne er det ikke længere dig, jeg ser. Jeg ser stablede kroppe, tilfældige kroppe efterladt til orme og fluers festlige, til mørket i jorden, til duften blir stank osv.

At påstå andet virker klamt på mig. Klamheden knytter sig ikke til selve naiviteten (den er den eneste drøm), men når drabet, de


tilfældige kropsprængninger

bevægelser i sand

en sten der ikke længere er en sten
en dråbe vand der ikke længere er en dråbe vand
en


mellem ingen og intet

støv og lidt vand


Vi er intet og


ingen holder sig tilbage

Flyene summer

det er blodet,
    der bruser.
det er havet,
    der bruser.
det er ørknen,
    der bruser.
det er marken,
    der bruser.
det er skoven,
    der bruser.
det er byen,
    der bruser
det er himlen,
    der bruser.
det er intet,    
    der bruser.
det er blodet, det er blodet,
    der bruser.

det er koldt i aften, jeg,
jeg
kan
høre
en
summen
et sted i min krop. jeg,
jeg
kan høre en summen
et sted i min krop, det
det er
ikke
mit hjerte
det er ikke
mine lunger,
ikke mine lunger
ikke mit hjerte
det er ikke
i knoglerne,
ikke i kødet
det er ikke
blodets bevægelse
en susen i kroppen
det er ikke spyttet
ikke en pludselig
bevægelse
jeg kan høre

et sted i min krop
er der en lyd
jeg ikke
kan slippe

det summer
et sted i min krop

jeg kan høre
den summen
i blinde.


I går, udstrakte ørken

ord af regn, af venten, af vind

"Jag är kommen för att möta
den som höjer upp sin lykta
för att se sig själv i mig" - Tranströmer; en mand fra Benin

intet er længere det samme, alting er stadig det samme

jeg er faktisk træt af mine fødder og mine negle
og mit hår og min skygge



og mellem os
sår
dine hænder
er fjernhed

med spor af diamanter

jeg åbner min hånd
jeg lukker min hånd

solen ligger dybt i mine øjne
jeg tøver
bag diamanternes spor
bor
en halv søvn en hel djævel

glitrer i mørket rækker sine fingre
sine hænders blodige
trækker

en verden en virkelig verden
mod kærtegn mod kød-
et (uroligt) trækker i
døde klynger i øjnene glider
sorte sten
i sorte sten
hamrer et mørke

mod bløde blomster af sår-
et, af håret hvirvlende
jeg åbner min hånd
jeg lukker min hånd

den går op

exambr

... går vi hvidere og hvidere videre

med

hvide skridt af hypnose og vand

med

sorte skridt af hypnose og vand

med

blå skridt af hypnose og vand

med

blå skridt af hypnose og vand

ALT ANDET SMILER

Det er virkelig en god kamp.

Marie kysser mig farvel, farvel!

At gå videre vil bare vise, at det ikke nødvendigvis er de skrivende den er gal med. Det er tanken om at gøre karriere, tror jeg. At blive til noget. At være en del af musikken. Bekræfte systemet. Hvem fanden gider bekræfte systemet? Gøre ting, der virker smarte, banke et beat af hårde linjer igennem for lige at røre ved anerkendelsens blomster. Det er jo ikke dét. Jeg er ikke reflekteret nok til at følge den tanke. En tankegang kan hurtig vise sig at være en labyrint. At blive væk er det eneste vi kan.

Med fejl i soloen

Hey Claus, det hvirvler rundt i dit hoved, Claus!

Hvorfor ikke gå videre med det, osv. osv. osv?

Men jeg ser dem, de manglende ambitioner, sammen med de egentlige, og de folder sig ud, sammen, samlet, og dér er problemet, i dén omstændighed, dén ufrivillige præmis.

Hjørnespark!

At der i poesien er en total mangel på ambitioner, er ikke noget jeg vil gå videre med. Men sandt er det da, at alt for mange reproducerer verden som verden, sig selv som sig selv eller eksperimentet som eksperiment. Når vi skriver bliver vi nødt til at tage fat i det modbydelige: at det ikke er ligegyldigt, at vi ikke kan være os selv nok. Eller kan vi. Skvulp ikke med dit løb i dybden, læg den ind over, slip den: boldskifte, temposkift, dybdeløb: bla bla bla

WOW!

Portugal-Elfenbenskysten. Der er fart i den kamp. Jeg hænger lige ud med borte. Driver for skærme og solstrålers blænding. Angriberen ramte målmanden. Det var ikke en finte. Spillet bølger frem og tilbage.

Vi skriver forsigtigt, for sig

for sig ikke mere, ikke mere

lad analysen være

bedøvet, opbrudt

i en mangelfuld tilstand

skriver vi forsigtigt, for sig

med en hel provins i mellem os

skriver vi, til hvad

en provins til hvad

du vil, hvad vil du?

(Realismen :

Samarbejde mellem dem der skal tjene penge og dem der skal forvalte demokratiet og det fælles gode.)

sproget er prostitueret

tag for dig

sproget er det mest demokratiske

ingenting

vi har, vi har

sproget i vores hule hånd,

i mine blå øjne, i mine blå øjne

ser du kun dig selv, selv

om natten, selv om natten

er punkteret, og punkteret.

Men er det ikke også mest den enkle, tilfældige skrift vi skal fange. Trække fra det hele og lade glide i et med det hele. Et mønster uden farve er et mønster uden farve. WM på p3 er til grin. Lad os lige gå ud og lave noget eksperimenterende litteratur. Sproget er farvet af skyld og jeg er ligeglad.

Vi skriver viljen ud i fingrene

knytter dem i en næve

forsøger, forsigtigt

jeg,

skriver du

jeg,

skriver jeg

og mener præcis

det modsatte

Intet
er det samme
som før, før
jordlag og træarter,
græsser
og bekymrede blomster
begyndte at trække
et alvor fra støjen
og angsten. Du
vælter verden
jeg står stille.

Jeg har sat mig i køkkenet. Hvad er det vi skriver, min ven?

Højtalerne sprøjter stilhed ind i stuen

Stuen sprøjter stilhed ud i højtalerne

Højtalerne sprøjter stilhed i stuen

Stuen sprøjter stilhed i højtalerne

Din hverdag, dit hverdags-

stilleben

tørrer ind i solen, solen

er forsvundet

heromkring, heromkring

sker der intet, se

intet

for dig, for dig

er det anderledes

årstiden

det klumper i lydene

det tykner og samles

det skriver

og skriver endnu en salve

i mit vindue står en skål

med udtørret appelsinskræl.

DER VAR ENGANG DER VAR

Højtalerne sprøjter stilhed ud i stuen.

Højtalerne sprøjter stilhed ud i stuen.

laver kaffe

lyset falder gråt sammen med støvet
i min vindueskarm

jeg kan høre fugle
og nogen nede i gården

er på vej hjem, måske
folder de lyde af kys, måske
er de på vej væk, måske

lukker jeg mine øjne

og åbner en ørken, en slette

for at se dig

træerne har travlt
med at komme ind i foråret

Jeg gik frem og tilbage, Nørrebrogade i morgenlys, så skete der ikke noget, så gik jeg videre og jeg faldt over ent gammelt nummer af Luftskibet, hvor Per Højholt anmelder Bo Green Jensens Requim & messe, Søren Ulrik Thomsens City Slang og Henning Fleichers Gnist. Den gamle starter sin anmeldelse: "Med hånden løftet for at nedklapre velfortjent ros til disse tre lyrikere, tøver jeg." Det ved jeg ikke hvad man skal stille op med.

Min svigermor var lige forbi og tilbød en is og syntes computeren stod et farligt sted og røg en smøg.

Haha! Der stod jeg lige af et nys: Jeg kastede mig endnu engang ud i den tunge, den dybe, at det bare er så forbandet alvorligt. Åh, rids en skøn kunst i min hud, lad den løbe indover mine øjne, lad mig mærke den banke bag brystet imellem blodpumpens aktiv.

Vi skriver i øjeblikkets forbi

i pausen mellem nu og nu: intet

Jeg dedikerer

hvis jeg kunne

denne tilstand

til opholdet

pausen,

dit tavse blik.

men intet mindre: Kreds ikke om den store bølgende bøg, for fanden: Poesi og poetisk klister: Det bølger i kronen, det giver sig i kronen, det bevæger sig (Der blev jeg stående tavst). Der er et tykt spor af slim bag mine øjne, et mønster af hvidt. Skriv denne dags hud til alle nuancer er sort. Det modbydelige er en udvej. En hudvej.

Jeg luner brød og brygger kaffe, går i stå, to sekunder, så er jeg tilbage.

jeg sidder og ser
indtil øjne forsvinder
jeg slæber
et mørke, et dybere mørke,
mens du-du danser
på planeternes bane
mens du-du skriver
et techno af sprog
der dufter af lethed af lys

Du skriver planeter i blinde

skriver du.

Kampene følger mine tanker, jeg,
jeg kaster tiden
og stjernerne
bort - det tordner,
det fråder fra himlen
mens Vittek
tager en føring: 1-0.
Vittek, Vittek, Vittek.

Et halvt døgn mellem fingrene

selvfølgelig

det her er en kladde

til noget mindre

Åh, disse stadionnætter, denne truende, summende
monotoniske sitren

i år

vralter endnu
et tårn

monotonisk: Jeg

har ingen indlæg
til overs,
jeg

spiller på lyden af intet
for tit.